GRØNLAND 1721-2021

Den kristne missionsvirksomhed og dansk handel resulterede i en række missions- og handelskolonier. I 1776 oprettedes Den Kongelige Grønlandske Handel, KGH. I 1780’erne var den lutherske kristendom indført på hele vestkysten. Noget tilsvarende skete senere i Østgrønland, hvor den sidste hedning blev døbt i 1921, 200 året efter Hans Egedes ankomst. Den sidste del af Grønland, der blev omvendt til kristendommen var Thule-området. Her blev den 41-årige Nukappiannguaq døbt påskesøndag d. 13. maj 1934 af den vestgrønlandske missionærpræst Jens Olsen.

Kristendommens hurtige udbredelse i Vestgrønland kan i høj grad tilskrives kateketernes virke. Kateketerne var hjælpepræster, der fungerede som præster de steder hvor der ikke var en missionær. Allerede omkring 1800 var alle kateketer grønlandske og i 1848 oprettedes to kateketseminarier i kolonierne Godthåb (Nuuk) og Jakobshavn (Ilulissat). Kateketernes vigtigste arbejde var undervisning i læsning, skrivning, bibelske tekster og bibelhistorie. Indtil midten af 1900-tallet blev den grønlandske skole drevet af kirken med kateketerne som lærere. 

I 1733 ankom tre brødre fra den herrnhutiske brødremenighed til Grønland for at bistå Hans Egede med at kristne inuit. Den herrnhutiske mission adskilte sig væsentligt fra Hans Egedes ved anlæg-gelsen af Ny Herrnhut i 1733 i nærheden af kolonien Godthåb. De to missioner lå nærmest i konkur-rence med hinanden. De herrnhutiske missionærer lagde vægt på konvertitternes personlige vækkelse og forhold til gud. 

Neu Herrnhut blev, ligesom Herrnhut, inddelt i ’kor’, grupperinger, som blev bestemt ud fra køn, civilstatus og alder. De voksne medlemmer af menigheden kaldte hinanden brødre og søstre. Ugifte brødre boede i et fælles korhus, ugifte søstre i et andet, og når de blev gift, kunne de derefter flytte i egen bolig. Kvindernes kor var farveinddelte, hvor de forskellige kor bar bånd om deres hårtop altafhængig af deres tilhørsforhold. Som tiden gik skiftede farvekoderne og vi genkender dem i dag i den vestgrønlandske nationaldragts anorak. 

Den 5. Thule Ekspedition er et eksempel på, at den udenlandske opdagelsestrang i Arktis ikke kun handler om at udforske, men også har et geopolitisk sigte. De danske ekspeditioner i Grønland i starten af 1900-tallet drejede sig samtidig om at opnå kontrol over hele landet. I 1921 gjorde Danmark formelt krav på hele Grønland og resultaterne af ekspeditionerne medvirkede til, at den internationale domstol i Haag i 1933 bekræftede Danmarks territoriale suverænitet.

I fortællingerne om ekspeditionerne er der sjældent fokus på den rolle som grønlandske familier og slædehunde spillede. De grønlandske deltagere muliggjorde de danske og udenlandske ekspeditioner med deres kendskab til det arktiske landskab, teknologi og udholdenhed. Det er i høj grad disse oversete lokale ekspeditionsfolk, at vi kan takke for den indsamlede viden om Grønland og Arktis. 

Her fejrede man 200-året for Hans Egedes ankomst. Her blev der lejlighed til at hilse på nogle af rigets mest hengivne undersåtter. Grønlandsrejsen startede i kolonien Godthåb (Nuuk) d. 9. juli og fortsatte nordpå. Kongen uddelte præmier ved kajakopvisning og gaver blev givet hvor man kom frem. I et tilfælde blev givet en riffel men ellers knive, piber og penge til mændene, små emblemer til kvinderne og legetøj til børnene. Herudover blev der uddelt medaljer og diplomer, overvejende til koloniens danske personale.  

Opholdet i Diskobugten blev kraftigt forkortet idet kongeskibet modtog et radiotelegrafisk nødsignal. Fragtskibet S/S Bele var gået på skær ud for Sdr. Upernavik (Upernavik Kujalleq). Kongen så sig nødsaget til at sejle op og assistere ved forliset og måtte derfor aflyse resten af de planlagte besøg i nord. 

Den Kongelige Grønlandske Handel, KGH, stod reelt for administration og styre af Grønland indtil 1908. Herefter blev den centrale forvaltning overdraget til Grønlands Styrelse, som i 1950 blev omdannet til et departement under statsministeriet. I 1955 blev Grønlandsdepartementet omlagt som et selvstændigt ministerium, Ministeriet for Grønland.

Indtil grundlovsændringen dannede de koloniale rammer baggrund for beslutninger, der blev taget vedrørende Grønland. Landsrådet og de koloniale administrative organer kunne foreslå ændringer og nye tiltag, men de endelige beslutninger blev taget i centraladministrationen i København. Efter 1950 blev dele af kompetencen flyttet til grønlandske instanser, men i en lang periode derefter blev udviklingen stadig styret af danske myndigheder i København.

Der er de seneste 50 år sket et skifte i måden at se på Hans Egedes ankomst til Grønland i 1721. 250-året i 1971 blev fejret på alle tænkelige måder og bar tydeligt præg af den tætte relation mellem Hans Egede og kristendommen. I 2021 ses Hans Egedes ankomst på en mere nuanceret måde, når 300-året markeres. Der sættes nu fokus på nogle af de begivenheder og samfundspåvirkninger, særligt den politiske udvikling, som var medvirkende til at sætte gang i skiftet fra fejring til markering. 

En af de udviklinger var Holsteinsborg-konferencen i Sisimiut i 1970. Her mødtes for første gang unge, spirende grønlandske politikere med de etablerede lands- og lokalpolitikere, samt repræsen-tanter fra embedsværket. De diskuterede erhverv, skole samt forudsætninger og muligheder for fremtiden. Et emne der fyldte mere end de øvrige var anvendelse af det grønlandske sprog. Der var generelt et ønsket om mere ansvar og et mere politisk uafhængigt Grønland.

Spørgsmålet om indførelse af Hjemmestyre blev bragt på banen i starten af 1970’erne. Grønlands indlemmelse i Det Europæiske Fælleskab (EF) i 1972, på trods af et grønlandsk flertal imod, var stærkt medvirkende til, at Hjemmestyret blev indført i 1979. Efter en folkeafstemning i 1982, kunne Grønland forlade EF i 1985. Mange områder blev efter Hjemmestyret hjemtaget, og der blev lagt stor vægt på blandt andet fiskerierhvervet samt kultur- og uddannelsesområdet.

20 år efter Hjemmestyrets indførelse var tiden inde til større justeringer. Der var et ønske om større selvstændighed og økonomisk og politisk uafhængighed. Samfundet havde ændret sig markant og Grønlands muligheder indenfor Rigsfællesskabets rammer skulle undersøges. 

Den grønlandske selvstyrekommissionen blev nedsat i Grønland i 1999 og derefter i 2004 en fælles grønlandsk-dansk selvstyrekommission. Loven om Selvstyre i 2009 indeholdt to afgørende ændringer i forhold til Hjemmestyreordningen. Den ene var at det grønlandske folk blev anerkendt som et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse. Det andet var overdragelsen af ejendomsretten til undergrunden, herunder råstoffer. Det var et omdiskuteret punkt under Hjemmestyrets indførelse, som den danske regering dengang ikke ville give afkald på. Samtidig blev der åbnet op for Grønlands udenrigspolitiske beføjelser, selvom det ikke er et hjemtaget område. 

På Nationaldagen den 21. juni 2009 trådte Selvstyret i kraft.

I 1931 skrev Augo Lynge en fremtidsroman med sine visioner for landet der omhandler tiden for 300-året efter Hans Egedes landing i 1721. Romanen, som samtidig må ses som en kritik af koloniforholdet og tilstandene i almindelighed, beskrev et driftigt og moderne Grønland. Ko-lonistyrets forskelsbehandling mellem danske og grønlændere og deraf grønlændernes andenrangs-følelse, elendigheden, uoplystheden og fattigdommen var et overstået kapitel. Augo Lynge forestillede sig Grønland som et amt som var blevet en åben, rig og ligestillet del af Danmark. 

I 1979 indførtes Grønlands Hjemmestyre med eget parlament og regering efter et årti med opgør mod fjernstyring og kolonialisme. I 2009 fik Grønland sin Selvstyrelov som gav selvbestemmelsesretten efter international folkeret. Med undtagelse af varetagelse af egen udenrigs- og sikkerhedspolitik, suverænitetshævdelse og dele af statsmagtens forvaltningsområder som valutapolitik og lignende, varetager Grønland i dag størsteparten af samfundets forvaltningsområder. 

I 2019 blev Grønlands Forfatningskommission nedsat, der i dag arbejder for en fremtidig grundlov for landet. Vejen fra kolonisationen til selvstyre har været lang og behæftet med mange problemer og forhindringer. Det samme kan siges om frigørelsesprocessen, som er i gang.